En psykologisk thriller om sindets skrøbelighed og konsekvenserne af dine handlinger altid vil indhente dig til sidst.  

Ex_Teddy_Vork

Edmund er gift med Agnete og har sønnen Andreas på 2 år. Skønt Agnete lider af angst, er hun på medicin, så det er sjældent at hun får et anfald, men det er stadig en daglig bekymring hos Edmund.

Edmund arbejder som skolelærer, men hans store passion er dokumentarfilm. Han har udgivet en som fik stor ros, hvilket også har øget hans egne forventninger til hans næste film. Da Edmund gik i gymnasiet var han kærester med Regitze, de var sammen i ca. 3 år, men det er længe siden han har tænkt på deres tid sammen, indtil han får at vide hun er død. Pludselig dukker der svage minder op fra deres tid sammen, men han har svært ved at fremkalde klare minder og huske hvad de snakkede om og lavede sammen. Han begynder at se Regitzes genfærd når han er alene, hvilket får ham til at søge lægehjælp, men også at studere spøgelser, hjemsøgelser og genfærd på egen hånd. Edmund får mere og mere paranoia samtidig med han lærer mere om hvad det vil sige at blive hjemsøgt. Men Regitzes genfærd bliver stærkere og begynder at gøre skade på Agnete og Andreas, så nu må Edmund til handling!

Edmund er udadtil et meget normalt menneske, men på indersiden er han besat af tanken om at bevare sine minder og hyggelige stunder med familien, hvilket føre til at han faktisk ikke sætter pris på dem og ofte ødelægger øjeblikket i stedet. Da han første gang ser Regitze efter hendes død møder vi en stigende paranoia i Edmunds sind, hvilket er grunden til at vi på intet tidspunkt finder ud af om Regitzes genfærd er “virkeligt” eller et produkt af Edmunds syge sind.

 

“Hvad nu hvis Regitze ikke var en halluciation? Burde han ikke overveje den mulighed?”

Vederstyggelig velskrevet påmindelse om handlingers konsekvenser

Romanen af Teddy Vork er, udover utroligt velskrevet og helvedes spændende, også et billede af hvordan det er at leve som pårørende til en person med psykisk sygdom. Da Edmund begynder at se sin ekskærestes spøgelse, vælger han at lade være med at nævne det for sin kone, fordi han frygter det vil gøre hende bekymret og bange og dermed starte hendes angstanfald igen.

Bogen er også en reminder om at ens handlinger gennem hele livet vil have konsekvenser, både for en selv, men også for dem man omgås og holder af. En fejl Edmund begik i sine teenage-år indhenter ham og ender med at vende op og ned på hans liv som han kendte det.

“Mens Edmund for sit indre blik så blod drive ned ad ormegrå glinsende organer og samle sig i en blodfyldt grube, pressede han hjernen til det yderste for at huske hvad han havde sagt til Regitze om klamydia.”

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg havde forventet af ”Ex” da jeg gik i gang med at læse den, men den fangede mig med det samme og kommer klart til at gøre det igen. Jeg har tidligere læst “Sprækker” og ser spændt frem til at komme igang med “Diget” indenfor den nærmeste fremtid.

Fortsæt det gode arbejde Teddy! Jeg kan ikke vente med at se hvad du ellers kan fremtrylle af grusomme historier!