af Katrine Engelhardt Thomsen

tavs som graven

En knogle dukker op til en børnefødselsdag. To lig findes i jorden ved et henlagt byggeprojekt, der skulle udvide Reykjavik by. Fortiden bremser fremskridtet på flere måder i Arnaldur Indridasons kriminalroman Tavs som graven, hvor vidnerne til fortidens forbrydelser længe har tiet, men ikke længere kan lade fortidens hændelser forblive begravet. 

En børnefødselsdag ender brat, da fødselarens lillesøster opdages gumlende på en ribbensknogle. Knoglen spores tilbage til en forladt byggeplads i nærheden, hvor et byggeprojekt, udvidelsen af Reykjaviker gået i stå. Kriminalinspektør Erlendur tilkaldes og et arkæologisk hold nedsættes til udgravningen, men under efterforskningen gør Erlendur endnu en opdagelse:

“De fem strittende fingre var udspilede, som om den, der lå nedenunder, havde strakt hånden op for at gribe efter noget eller beskytte sig eller måske bede om nåde. Erlendur stod som ramt af lynet. Knoglerne rakte ud efter ham nede fra jorden som et råb om barmhjertighed, og han gyste i den kølige aftenbrise.” 

Men mens han rystes over fortiden, brager nutidens problemer ind i hans tilværelse. Erlendurs mobil ringer og en desperat stemme trygler ham om hjælp. Så afbrydes forbindelsen. Erlendur genkender sin datters stemme. Men hvor er hun?

Fortiden stemmer drukner nutidens fortælling

Hvor spændende Erlendurs historie og hans datters pludselig nødråb kan synes, så overdøves romanens nutid hurtigt af fortidens fortællingen. For samtidigt med historien om byggepladsens lig og Erlendurs kvaler, hører læseren pludselig om en kvinde, hvis liv dagligt trues af sin samlever. Hendes drømmemand har forvandlet sig, først langsomt, men efter brylluppet foruroligende hurtigt, til et monster:

“Hun havde hørt om mænd, der lagde hånd på deres koner. Havde hørt om koner, som fandt sig i hustruvold. Hørt historier. Hun ville ikke tro på, at han var en af dem. Ville ikke tro på, at han kunne gøre den slags. Det måtte være et enkeltstående tilfælde, sagde hun til sig selv. “

Men det er ikke enkeltstående tilfælde. Istedet kan man som læser kun holde vejret og følge med i, hvordan kvinden og hendes børn isoleres mere og mere. Hvordan hendes flugtforsøg mislykkes. Selv efter en dagsrejse med rutebil og en færgetur til en mindre fiskerø, finder ham dem stadig.

“Ved du, hvad jeg har allermest lyst til lige nu? hvæsede han ud mellem de sammenbidte tænder. Jeg har allermest lyst til at tage din lille pige med op i fjeldet og slå hende ihjel og begrave hende et sted, hvor ingen kan finde hende, og bagefter sige, at hun må være kravlet i havet, staklen. Og ved du hvad? Jeg har faktisk tænkt mig at gøre det. Jeg har tænkt mig at gøre det nu med det samme. Hvis jeg hører et pip fra dig, dræber jeg også drengen. Og siger, at han kravlede efter hende ud i havet.” 

Det er en næsten ubærlig at opleve den lille families kamp for overlevelse. Er det på denne side, han slår hende eller et af børnene ihjel? Eller på næste side igen?

Samtidigt kryber spørgsmålet om hvem de to lig på byggepladsen er længere og længere ind under huden på læseren. For hvilke to familiemedlemmer endte i jorden? Og hvordan?

Umulig at ryste af sig igen

Tavs som graven er en uhyggeligt velskrevet roman om volds ufattelig magt. Jeg bar denne romans hændelser med mig længe efter, jeg blev færdig med bogen. Jeg bærer dem fortsat.

Arnaldur Indridasons roman rummer en dybde og en tyngde i sin voldsbeskrivelser, det ikke kan rystes af efter læsning. Den bliver siddende under huden. Selvom nutidsfortællingen om kriminalinspektør Erlendur og hans jagt efter sin datter aldrig helt fanger mig, så er fortidens historie så besnærende, at det hele ikke kan opleves ved én læsning. Læs den, bær den og læs den så igen.