Norske Hanne Ørstavik slog ellers benene væk under mig med sit sidste værk ‘Der findes en stor åben plads i Bordeaux‘, men denne gang rammer den ellers sjælebesættende, velskrivende forfatter af en eller anden grund ved siden af .

På terrassen i mørket af Hanne Ørstavik

Ørstavik starter ellers lovende, omend en smule klichébetonet, og introducerer hurtigt læseren for romanens hovedperson. Den norske socialantropolog Paula er stukket af til Malaga for at foretage et intimt studie af livet som escortpige, i forsøget på at komme på afstand af livet og hjertesorgerne hjemme i Finnmark. Måske endda for at finde ind til sig selv igen. Efter at have tilsidesat sig selv og være forsvundet ind i sin alkoholiske kæreste Jostein i næsten to år, forsøger Paula nu på at løsrive sig og finde en måde at elske på, der ikke kræver, at hun selv forsvinder. Var historien blot forblevet et spørgsmål om at lægge fortiden bag sig, og finde sig selv uden for andre menneskers til tider forkrøblende kærlighed, var jeg nok suset igennem denne bog, som jeg gjorde det med dens forgænger.

“Nu er det forbi, med Jostein. Det er derfor jeg er her. Her, på en terrasse helt nede i sydenden af Spanien.

Men Paula skuer ikke kun fremad. Hun lever i nuet, i fortiden og i det evigt forhåbningsfulde, længselsfyldte måske. Og dét fungerer også fint og giver en interessant effekt de først 40 sider af romanen, men derefter begynder mørket på terrassen at blive lidt for tæt. Hvert afsnit fører ingen steder hen og, ligesom Paula, begynder læseren at spørge, hvad det hele skal til for og hvorfor vi overhovedet tog til Malaga:

“Jeg forstår det ikke. Jeg vidste bare, da jeg tog herned, at det var det jeg skulle. Og så tænkte jeg at når jeg bare begyndte på det, så ville det blive tydeligt for mig hvad det var jeg skulle med det, hvad det var jeg ville finde ud af. Men jeg finder jo ikke ud af noget. Det er bare mere af det samme.”

Det siger du ikke Paula. For på dette tidspunkt begyndte jeg netop også at spørge mig selv, hvad pokker meningen med at læse denne bog faktisk var.

En anmelders kamp

Vi har på denne bogside er skrap politik om, at de anmeldte bøger skal være læst færdige. Normalt er dette ikke et problem, men denne gang kæmpede jeg virkelig. Og, havde jeg ikke haft en deadline hængende over hovedet, havde bogen nok ligget “delvist læst” et års tid eller to endnu. Med deadlinen frisk i erindringen, satte jeg mig ned for at læse På terrassen i mørket færdig. To ugers sjatlæsning senere manglede jeg stadig 100 sider. Men jeg har før læst dobbelt så meget på en dag, så jeg var ved godt mod. Jeg rullede lidt med nakken, smøg ærmerne op, og ryddede det meste af min eftermiddag og aften, så jeg kunne få indtaget resten af bogen med mit store krus te ved min side. Og så, kære læser, så satte jeg mig simpelthen ned og læste bogen færdig.

Næsten.

Kære læser, jeg fejlede. Jeg kunne ikke klare flere tidsspring og usikre anekdoter, der intet gjorde i forhold til romanens egentlig fortælling. Værst af alt var dog den stigende brug af namedropping. Historier om alt fra Picasso til Margaret Mead, der syntes som kunstige åndedragspust at give bogen en smule syntetisk liv, for så blot at tage luften fra historien, så snart anekdoten om fx. naturvidenskabsmanden Gregory Bateson var slut. Omkring kl. 01 onsdag nat kunne jeg næsten ikke mere, og jeg besluttede mig istedet for at prøve noget drastisk for at få læst de sidste 20 sider. Jeg vendte bogen om og læste den fra slutningen. Hvis socialantropolog/begyndende escortpige Paula kunne springe i tid, sted, plot og mening, så kunne jeg også.

Sproglig charme og stokastisk læsning

Og faktisk blev det en langt bedre læseoplevelse af det. Så snart jeg opgav ideen om at læse bogen fra start til slut, men istedet begyndte at hoppe og læse hist og pist, blev det enkelte afsnits skønhed og vidunderlige sprog krystal klart. De irriterende gentagelser holdt op med at irritere og jeg begyndte faktisk at nyde hvert enkelt afsnit som en afsluttet helhed, der højst afgav et ekko af en handling i forhold til resten af bogen.

Ørstavik kan tilsyneladende kun skrive smukt, men sprogets skønhed fortoner sig i historiens meningsløse cirklen om Paulas tvivl, barndom, syge datter, og hendes få seksuelle fornøjelser. Og Jostein. For i sidste ende er det ikke en roman om Paula, men en roman om hendes længsel efter Jostein og nødvendigheden i at sige nej og sige stop. For uanset, hvor meget man end må elske et andet menneske, kan man ikke lade sig selv opløse og forsvinde ind i dem. Et intenst kernebudskab, der desværre ikke skinner nok igennem romanens øvrige mørke af kortvarige, seksuelle fantasier, Paulas oplevelser som escort, hendes usikkerhed og barnlige fascination af det fremmede. Det var virkelig en kamp at få læst På terrassen i mørket og trods Ørstaviks sproglige charme, var bogen desværre ikke kampen værd.

 

 

På terrassen i mørket blev udgivet på Gyldendal i 2015, og er både tilgængelig på biblioteket og hos boghandler landet over.