Resident Evil Zero Hour er lidt ligesom nachos med dens gyldne overflade af Oehlensschlägeriske dimensioner, men halvvejs igennem denne cremede masse, må man stille sig selv spørgsmålet – hvorfor? Man ved det egentlig godt; det er tomme kalorier som hældes ind med en rendegraver. Alligevel er tallerkenen endt i skødet. Det er øjeblikke som disse, hvor man må stoppe og genoverveje sine valg her i livet – er den her tallerken nachos lavet som en slags kærlighedserklæring til en selv eller en kvalm undskyldning for morgenmad? Dette spørgsmål blev mere og mere relevant, da jeg tyggede mig igennem romanen Resident Evil Zero Hour.

81h1PXAZvCL._SL1500_

Resident Evil er et komplet univers med mange år på bagen – faktisk hele 19 år, som har budt på flere spil, filmatisering og nu også novelisering af spillene (samt af filmene). Der er blevet kogt rigelig suppe på den universet og hele genren, og for mig, virker det som om, at S.D. Perry fundet en fed niché. Hele hendes karrier er bygget op om noveliseringer af forskellige populær univers såsom Star Trek og Aliens. Overgangen til romanserie kan udvide universer og nå et andet publikum, men Perry falder på næsen, da Zero Hour ikke bringer noget nyt på bordet.

Arven fra en legende

Spillet, Resident Evil Zero fungerer som en forløber til begivenhederne i det første spil, hvor politistyrken, S.T.A.R.S efterforsker Bravo Teams mystiske forsvinde. Zero fokuserer på Bravo Teams efterforskning af grusomme mord i skovområdet udenfor Raccoon City. Efter at deres helikopter er styrtet ned, må Bravos udforske området, og de opdager hurtigt, at deres mission langt fra er almindelig. Rebecca Chambers, den yngste og eneste kvinde på Bravo Team, finder sig snart fanget i et net af intrigerer, bredskuldrede mænd, solbriller indendørs og mysteriet om skabelsen af T-virussen, som gør folk til zombier. Perry har bygget romanens struktur op efter spillet med skiftende fortæller mellem Rebecca Chambers, Billy Coen, Albert Wesker og William Birkin. Perry har holdt sig tro til spillets drengerøvs attitude med store overarme og den ene standard kvindelige karakter:

As smart as she was, as ready as she was to begin her career, she couldn’t help her age, or the fact that she looked even younger. At eighteen, she was the youngest person to be accepted into the S.T.A.R.S. since its creation in 1967… and as the only female on Raccoon’s B team, everyone treated her like their kid sister. 

Fan-fictions begrænsninger

At omskrive Resident Evil til en lommebogserie er på mange måder ligesom at lave the Expendables til en roman. Resident Evil har altid været et action-packed spil med relativt ”flade” – men dog elskelige – karakterer. Det er derfor begrænset, hvad Perry kan udvikle videre på. Figurene er ganske enkelt ikke struktureret til en større personudvikling. At skrive i et allerede etableret univers har sine gode og dårlige sider, men her maler Perry sig op i et hjørne, da hun ikke kan udvikle figurerne og hellere ikke uddyber universet. Zero Hour ender derfor som en gennemgang af spillet uden frustrationen over timer brugt på at løse gåderne og komme videre. Skal jeg være fair, så er spørgsmålet egentlig, om Resident Evil spillene overhovedet er egnet til bogform.

Capcom, udvikleren af spillene, kontaktede selv Perry og hyrede hende til at skrive romanerne, som nu er blevet til seks lommebogsromaner. To af dem er såkaldt ”originale”, da de ikke lægger sig op ad et specifikt spil, men i stedet foregår mellem de forskellige spil. Måske er det min indre hipster, men jeg følte, at det her blot var endnu en måde at malke koen på – selvom den kun spytter surmælk ud ad yveret. Det kan ikke komme som en overraskelse, at jeg ikke har bestilt de resterende bøger i serien, men alligevel har jeg svært ved at læsse al skyld af på Perry. Hvis plottet virker mærkværdigt med en fyr på en klippe, som med sin operastemme kontrollerer sin hær af igler, kan Perry straffes for det? Bogen mindede mig om, hvor mærkværdigt og en smule grinagtigt spillet var. Perry balancerer mellem at forholde sig tro til spillet, som i sig selv ikke er fantastisk, eller ændre plottet og videreudvikle figurerne til eventuelt fanatiske fans’ store gru.

Resident Evil Zero Hour er som det oste-overhældte nachos-fad en syndig fornøjelse, og som stor fan af spillene for hvad de er – tomme kalorier – så kunne jeg ikke sætte mig udover tanken, ”hvorfor er det her nødvendigt?” Perry holder sig tæt til spillene, hvilket giver mening, men jeg fik ikke, hvad bagsiden lovede mig:

”an original novel based on the bestselling Resident Evil videogame series”

Bogen er ikke baseret på spillet, men gennemgår punkt for punkt spillet uden nogen form for udbyggelse af hverken universet, karakterne eller deres relationer. Hvis man en dag har behov for at dykke ned i en overflod af cheesy one-liners og bare nyde det, så vil jeg anbefale at spille spillene. Loading-tiden ved hver dør i spillet kan også udnyttes maksimalt til at lave en ekstra portion nachos.